Der måtte findes ekstra stole frem, da gæsterne kom strømmende til tæppeklubbens aften torsdag 28. september 2023, hvor Boris Zeichner fortalte om sin og konen Martines 6000 kilometer lange rejse gennem Mongoliet i bil på hullede grusveje og over bjerge.
Det var et fascinerede foredrag med flotte fotos og videoer fra nomadernes liv i det store land, der kun har få millioner indbyggere, men stadig en nomadekultur. Undervejs lykkedes det at finde og købe 12 gamle tekstiler, som blev vist frem på aftenen. De mongolske nomader er ikke kendt for deres tæppekunst, men fremstiller tekstiler til eget brug og pynt i deres telte, yurten.
Som kontrast havde Boris fundet en ægte kazak – som ikke har noget med kozakkerne i Mongoliet at gøre – men er fra Kaukasus, en antik Karachop Kazak. Se billederne fra rejsen og aftenen her.
Billeder fra Mongoliet:
Selskabet for Orientalsk Tæppekunst er en forening for tæppe-interesserede, der i mere end 20 år har arbejdet for at udbrede kendskabet til og forståelsen for tæppekunsten. Ægte tæpper er god og smuk brugskunst, der kan passe ind i alle hjem, og priserne er i dag ofte en brøkdel af, hvad de var tidligere. Ældre og antikke tæpper fortæller også altid en historie om deres tilblivelse og livet hos de nomadefolk og andre tæppeknyttere, der vævede dem for mange år siden.