Torsdag 23. februar 2023 hos Wiinstedt
Årets første arrangement 23. februar 2023 i Tæppeklubben var en aften om Baluch-tæpper fra det østlige Iran og vestlige Afghanistan (Khorossan-området). Vi så et webinar, der er produceret i partnerskab mellem the New England Rug Society og Textile Museum Associates of Southern California. Foredragsholder var DeWitt Mallary. Han har samlet på Baluch-tæpper i omkring 20 år og har været forhandler af en bred vifte af antikke tæpper og tekstiler i næsten yderligere to årtier.
Medlemmerne havde medbragt en masse interessante eksempler på baluch-nomadernes vævekunst, både tæpper og brugsgenstande, for eksempel en unik saltpose, der havde både knyttet for- og bagside. Et tæppe med en uld så blød som silke, et baluch kelim og et hovedtøj til nomadernes førerkamel.
Tidligere blev Baluch tekstiler ikke rigtigt regnet for noget særligt, men heldigvis er deres fantastiske kunsthåndværk i dag blevet et stort internationalt samlerområde, og de bedste baluch´er bliver ikke længere foræret væk.
(Webinaret “The Intrigue of Baluch Rugs” kan ses via dette link hvis man logger ind på Vimeo, hvilket er gratis)