Bl.a. "Knudernes vandring" og "Tæpper i billedkunsten"

Arrangementer 2022

Julebazar i Tæppegalleriet

Torsdag 8. december 2022 kl. 18.00 – 21.00

Torsdag 8. december 2022 kl. 18.00 – 21.00 holder Selskabet for Orientalsk Tæppekunst årets Julebazar.

Der er åbent hus for ALLE – så invitér gerne gæster og andre tæppeinteresserede med. Det er julehygge med glühwein og julekage, og der er boder med ting og sager, så det er muligt at finde en eller flere julegaver!

Medlemmer, som tager effekter med til salg, bedes kun medbringe, hvad der svarer til en flyttekasse af hensyn til pladsen – og giv besked til Boris på mail eller telefon, at I har varer med, så han kan stille borde op.

Det koster 50 kr. i entre, der opkræves i døren, som dækker fortæringen.

Forretningen finder du på Strandboulevarden 9, 2100 København Ø, som er hjørnet af Classensgade og Strandboulevarden.

 

Glüweinen serveres og julekagen er klar.

"Knyttede tæpper fra Senne og Bidjar"

Torsdag 24. november 2022

I stedet for det udsatte arrangement om “Fakes” har vi fundet et nyt emne til arrangementet torsdag 24.11 hos Wiinstedt Tæppegalleri kl. 19.30.

Leif Schneidermann vil øse af sin store viden om især knyttede tæpper fra Senne og Bidjar under overskriften:

“Knyttede tæpper fra Senne og Bidjar – så nært beliggende og dog så forskellige.”

Leif medbringer selv tæpper til at illustrere aftenens emne.

Medlemmerne opfordres også til at medbringe tæpper fra Senne og Bidjar, også gerne fladvævede, som vi kan diskutere efter Leifs oplæg.

Efter pausen går vi hen til Wiinstedt Tæppers nye istandsatte butik få meter fra den gamle, hvor Boris især vil vise diverse tekstiler, som er butikkens tema.

Afgiften for at deltage i dette arrangement er 50 kr., der opkræves i døren, og som også omfatter kaffe og kage af den sædvanlige gode, hjemmebagte slags.

Aftenens emne er Bidjar og Senne tæpper. Her er antikt Senne

"Knudernes vandring"

Torsdag 28. april 2022

Leif Schneidermann og Boris Wiinstedt Zeichner fortæller om knytteteknikker og hvilke teknikker, der bruges hvor. Foreningen er ved at udarbejde et “verdenskort” over tæppeproducerende land, og vi håber at kunne præsentere kortet denne aften. Mødet koster 50 kr. p.p.

Se fotos fra aftenen.

Kvinder fra Shahsavan nomade stammen i det nordvestlige Iran på vandring mellem sommer og vinter græsningsområde. Fra Jon Thompsons bog “Carpets”

Middag og auktion

Torsdag 19. maj 2022

Vi plejer jo at holde generalforsamling i maj, men efter vedtagelsen af nye vedtægter på seneste generalforsamling holdes generalforsamlingen kun hvert andet år og altså i 2023. Men vi skal ikke gå glip af den hyggelige årlige middag og auktion, så denne aften starter vi med en god buffet og derefter auktion over de effekter, som medlemmerne har indleveret. Brugerbetaling for mad og vin er kr. 150 p.p. – og sælgere af effekter betaler som vanligt 5 % af hammerslagsprisen til foreningens drift. Nærmere følger om frist for indlevering af tæpper, tekstiler og bøger til auktionen.

Se fotos fra 19. maj

Husk – hvis du ikke allerede er medlem – at melde dig til gruppen Selskabet for Orientalsk Tæppekunst på Facebook, hvor medlemmerne jævnligt lægger nye opslag ud med nyheder, fotos etc fra tæppeverdenen. Se her.

"Tæpper i billedkunsten"

Torsdag 31. marts 2022

Orientalske tæpper optræder ofte i gamle malerier. Men hvornår kom det knyttede tæppe til Europa, hvorfor kom det, hvad blev det brugt til og hvem brugte det? Martin Melchior har researchet på emnet og kommer med et oplæg. Han vil vise eksempler på malerier, som måske kan give nogle af svarene. Tæpper har inspireret kunstnere i flere hundrede år. Og de er endda et væsentligt motiv hos berømte malere som Holbein, Memling Bellini og mange andre.

”Aftenens tæppe”: Som en fortløbende del af Tæppeklubbens arrangementer, vil der også denne aften blive fremvist et specielt tæppe, som efterfølgende vil blive diskuteret.

Der serveres kaffe, te og kage.

Se billeder fra aftenen.

Billedtekst: Jean-Léon Gérôme. Le Marchand de tapis au Caire. Oil on canvas. C. 1887, Minneapolis Institute of Arts. This almost photographically realistic painting of a carpet dealer in Cairo reflects the appetite that Europeans developed around the mid-19th century for Oriental carpets.

Textilkonservator Raija Ôhrstedt

Torsdag 24. februar 2022

Textilkonservator Raija Ôhrstedt, der er en af stifterne af Skånes Orientmatt Klub, kommer til København for at fortælle om tyrkiske kelims og den rejse, som hun står som arrangør af senere på året til Van i Tyrkiet, der er et kendt område for fine tyrkiske kelims. Vores medlemmer får også tilbud om at deltage i den spændende rejse. Raija var også medarrangør af udstillingen af antikke kelims på Landskrona Museum i efteråret sidste år, som nogle medlemmer havde fornøjelsen at besøge. Forvent at se eksempler på fine antikke kelims – herunder aftenens tæppe. Da vi har en gæst udefra bliver medlemsafgiften denne aften kr. 100 p.p. Kaffe, te, kage som vanligt.

Se billederne af kelims fra aftenen.

Raija kan ses på denne video fra udstillingen i Landskrona (www.facebook.com/watch/?v=378233477188913)

Raija har senest arrangeret en tæpperejse til Baku, som hun sikkert også vil fortælle om. Deltagerne besøgte bl.a. tæppemuseet i Baku. Se mere  www.jozan.net/azerbaijan-national-carpet-museum

Kilde: The Azerbaijan National Carpet Museum permanent exhibition. Photo: Azerbaijan National Carpet Museum.