Menu
Orientalske tæpper, samlende betegnelse for både knyttede og fladvævede tæpper og andre lignende tekstilarbejder fra et område, der spænder fra Nordafrika og Balkan i vest til Kina i øst.
Håndknyttede og håndvævede arbejder kaldes ofte ægte tæpper for at skille dem fra maskinvævede tæpper. Anvendelsen spænder fra gulvbelægning, sengetøjsdække eller underlag for den bedende muslim til udsmykning af vægge eller af nomaders telte og kameler.
Det ældste bevarede knyttede orientalske tæppe er Pazyryktæppet fra ca. 500 f.Kr. (Eremitagen, Sankt Petersborg), fundet i en grav i Altajbjergene i det centrale Asien.
Fragmenter af både knyttede og (kelim)vævede tæpper kendes fra samme tid og fra de følgende tusinde år, mens litterære kilder beretter om den i begyndelsen af 600-tallet regerende persiske kong Khusrau 2., der i sit palads i Ktesifon ved Baghdad havde et 100×100 fod stort Forårstæppe med guld, sølv og ædle stene.
Fra 1200-1300-tallet (eller tidligere) stammer nogle knyttede tæpper med geometriske mønstre, fundet i Alaüddin-moskéen i Konya i Tyrkiet.
Andre af periodens tæpper er afbildet i malerier af bl.a. Giotto fra begyndelsen af 1300-tallet, mens der fra 1400-tallet er bevaret to små tyrkiske tæpper med stiliserede dyremotiver, Drage-Føniks-tæppet (Islamisches Museum, Berlin) og Marbytæppet (Statens historiska museum, Stockholm).
Importen til Europa fra Tyrkiet var betydelig, og mange af disse tæpper ses — ofte som borddække — i malerier fra 1400-1500-tallet af bl.a. Hans Holbein d.y. og Lorenzo Lotto; de har begge givet navn til tæpper med særlige mønstertyper.
Orientalske tæpper, samlende betegnelse for både knyttede og fladvævede tæpper og andre lignende tekstilarbejder fra et område, der spænder fra Nordafrika og Balkan i vest til Kina i øst.
Håndknyttede og håndvævede arbejder kaldes ofte ægte tæpper for at skille dem fra maskinvævede tæpper. Anvendelsen spænder fra gulvbelægning, sengetøjsdække eller underlag for den bedende muslim til udsmykning af vægge eller af nomaders telte og kameler.
Det ældste bevarede knyttede orientalske tæppe er Pazyryktæppet fra ca. 500 f.Kr. (Eremitagen, Sankt Petersborg), fundet i en grav i Altajbjergene i det centrale Asien.
Fragmenter af både knyttede og (kelim)vævede tæpper kendes fra samme tid og fra de følgende tusinde år, mens litterære kilder beretter om den i begyndelsen af 600-tallet regerende persiske kong Khusrau 2., der i sit palads i Ktesifon ved Baghdad havde et 100×100 fod stort Forårstæppe med guld, sølv og ædle stene.
Fra 1200-1300-tallet (eller tidligere) stammer nogle knyttede tæpper med geometriske mønstre, fundet i Alaüddin-moskéen i Konya i Tyrkiet.
Andre af periodens tæpper er afbildet i malerier af bl.a. Giotto fra begyndelsen af 1300-tallet, mens der fra 1400-tallet er bevaret to små tyrkiske tæpper med stiliserede dyremotiver, Drage-Føniks-tæppet (Islamisches Museum, Berlin) og Marbytæppet (Statens historiska museum, Stockholm).
Importen til Europa fra Tyrkiet var betydelig, og mange af disse tæpper ses — ofte som borddække — i malerier fra 1400-1500-tallet af bl.a. Hans Holbein d.y. og Lorenzo Lotto; de har begge givet navn til tæpper med særlige mønstertyper.
Også ushaktæpperne og de mindre bedetæpper var populære, og der opstod samlere som den engelske konge Henrik 8., der ejede omkring 800 tæpper. Fra 1400-1600-t.allet stammer en række store tæpper som de egyptiske mamluktæpper og de kaukasiske dragetæpper.
I Persien blomstrede under safavideherskerne shah Tahmasp og shah Abbas i 1500- og 1600-tallet en højt udviklet tæppekunst. I Kashan og Tabriz, Isfahan og Kerman fremstilledes meget store og overordentlig tætknyttede medaljon-, have-, vase- og jagttæpper, fx Ardebiltæppet (1539/40, Victoria and Albert Museum, London) og Wienerjagttæppet (1530’erne, Museum für Angewandte Kunst, Wien).
Et usædvanligt velbevaret eksemplar af de persiske såkaldte polonaisetæpper er Kroningstæppet fra ca. 1660 på Rosenborg Slot. En rig, persisk præget tæppekunst udfoldede sig ligeledes i Indien under mogulerne i 1500-1600-t.
Med den stigende interesse for Orienten i 1800-t. voksede en bred interesse frem for orientalske tæpper. Produktionen blev genoptaget i de traditionelle tæppefremstillende lande, og nye værksteder blev oprettet, fx i Hereke i Tyrkiet (1844), Tianjin i Kina (1920’erne), Nain og Qom i Iran (1930’erne) og i Pakistan (efter 1947); Istanbul og Smyrna (İzmir) blev centre for en voksende eksport til Europa og USA.
Russerne nedkæmpede i 1870’erne og 1880’erne de rebelske centralasiatiske nomadestammer, hvis smukke pryd- og brugstekstiler er blevet eftertragtede samlerobjekter ligesom 1800-t.s kaukasiske tæpper; deres mønstre er i standardiseret udformning videreført i en industrielt anlagt produktion.
Orientalske tæpper har navne efter deres mønstre (fx havetæpper og jagttæpper), efter de byer og områder, hvor de er fremstillet eller forhandlet (Tabriz, Hamadan, Bukhara), eller efter de folk, der har fremstillet dem (baluch, kashgai, tekke). Disse navne i transskriberet form udviser store variationer i stavemåde. Tæpperne er grupperet i artikler om bl.a. afghantæpper, armenske tæpper, indiske tæpper, kaukasiske tæpper, kinesiske tæpper, nordafrikanske tæpper, persiske tæpper, turkmenske tæpper og tyrkiske tæpper.
Også ushaktæpperne og de mindre bedetæpper var populære, og der opstod samlere som den engelske konge Henrik 8., der ejede omkring 800 tæpper. Fra 1400-1600-t.allet stammer en række store tæpper som de egyptiske mamluktæpper og de kaukasiske dragetæpper.
I Persien blomstrede under safavideherskerne shah Tahmasp og shah Abbas i 1500- og 1600-tallet en højt udviklet tæppekunst. I Kashan og Tabriz, Isfahan og Kerman fremstilledes meget store og overordentlig tætknyttede medaljon-, have-, vase- og jagttæpper, fx Ardebiltæppet (1539/40, Victoria and Albert Museum, London) og Wienerjagttæppet (1530’erne, Museum für Angewandte Kunst, Wien).
Et usædvanligt velbevaret eksemplar af de persiske såkaldte polonaisetæpper er Kroningstæppet fra ca. 1660 på Rosenborg Slot. En rig, persisk præget tæppekunst udfoldede sig ligeledes i Indien under mogulerne i 1500-1600-t.
Med den stigende interesse for Orienten i 1800-t. voksede en bred interesse frem for orientalske tæpper. Produktionen blev genoptaget i de traditionelle tæppefremstillende lande, og nye værksteder blev oprettet, fx i Hereke i Tyrkiet (1844), Tianjin i Kina (1920’erne), Nain og Qom i Iran (1930’erne) og i Pakistan (efter 1947); Istanbul og Smyrna (İzmir) blev centre for en voksende eksport til Europa og USA.
Russerne nedkæmpede i 1870’erne og 1880’erne de rebelske centralasiatiske nomadestammer, hvis smukke pryd- og brugstekstiler er blevet eftertragtede samlerobjekter ligesom 1800-t.s kaukasiske tæpper; deres mønstre er i standardiseret udformning videreført i en industrielt anlagt produktion.
Orientalske tæpper har navne efter deres mønstre (fx havetæpper og jagttæpper), efter de byer og områder, hvor de er fremstillet eller forhandlet (Tabriz, Hamadan, Bukhara), eller efter de folk, der har fremstillet dem (baluch, kashgai, tekke). Disse navne i transskriberet form udviser store variationer i stavemåde. Tæpperne er grupperet i artikler om bl.a. afghantæpper, armenske tæpper, indiske tæpper, kaukasiske tæpper, kinesiske tæpper, nordafrikanske tæpper, persiske tæpper, turkmenske tæpper og tyrkiske tæpper.
Fremstillingen af orientalske tæpper foregår på to fundamentalt forskellige måder. Nomaderne arbejder efter tradition og hukommelse ved vandretliggende, transportable væve, og de har som udgangspunkt fremstillet tæpper til eget brug. I byerne arbejder professionelle knyttere, heriblandt børn, ved opretstående væve efter forlæg. Overgangen mellem de to former er glidende; således knyttes der ret primitive tæpper i landsbyerne på mindre værksteder. Som materiale anvender nomaderne uld og andre dyrehår, meget sjældent bomuld. I bytæpperne er grundvævet bomuld (silke kan forekomme), mens luvmaterialet er uld; også her kan silke forekomme, ligesom guld- og sølvtråde kan indgå. Uldens kvalitet er afgørende for både graden af tæppets kvalitet og for udseende. Den bedste uld er fårets vinteruld, den fineste, mest langfibrede kaldes kork eller kurk.
Oprindelig var garnerne håndspundne og farvet med naturfarvestoffer som krap og cochenille (rød), farvereseda (gul) og indigo (blå). Indførelsen af syntetiske farvestoffer (anilinfarver) med ringe farveægthed omkring 1870 fik fatale følger, navnlig for nomadetæpperne. Forbud mod anvendelse af disse farver i fx de eksportbaserede værksteder i Iran og fremkomsten af holdbare syntetiske farvestoffer (chromfarver) rettede op på forholdene. Anvendelse af samme farve garn fra forskellige indfarvninger kan give skift i farvenuancerne, såkaldt abrash, ligesom indfarvning med naturfarvestoffer altid vil give farver varierende schatteringer.
Fladvævede orientalske tæpper er ofte udført i kelim, hvor det er skudtrådene, der danner mønstrene, sjældnere i sumak og beslægtede teknikker. De knyttede tæpper fremstilles ved en kombination af knytning og vævning. Små garnknuder bindes rækkevis omkring kædetrådene, og der væves en eller flere skudtråde ind, før næste række knuder bindes. Man skelner grundlæggende mellem de asymmetriske sennehknuder eller persiske knuder (øverst) og de symmetriske ghiordesknuder eller tyrkiske knuder (nederst); de bindes som regel over to kædetråde, men kan også bindes over fire, såkaldte jufti-knuder.
Fremstillingen af orientalske tæpper foregår på to fundamentalt forskellige måder. Nomaderne arbejder efter tradition og hukommelse ved vandretliggende, transportable væve, og de har som udgangspunkt fremstillet tæpper til eget brug. I byerne arbejder professionelle knyttere, heriblandt børn, ved opretstående væve efter forlæg. Overgangen mellem de to former er glidende; således knyttes der ret primitive tæpper i landsbyerne på mindre værksteder. Som materiale anvender nomaderne uld og andre dyrehår, meget sjældent bomuld. I bytæpperne er grundvævet bomuld (silke kan forekomme), mens luvmaterialet er uld; også her kan silke forekomme, ligesom guld- og sølvtråde kan indgå. Uldens kvalitet er afgørende for både graden af tæppets kvalitet og for udseende. Den bedste uld er fårets vinteruld, den fineste, mest langfibrede kaldes kork eller kurk.
Oprindelig var garnerne håndspundne og farvet med naturfarvestoffer som krap og cochenille (rød), farvereseda (gul) og indigo (blå). Indførelsen af syntetiske farvestoffer (anilinfarver) med ringe farveægthed omkring 1870 fik fatale følger, navnlig for nomadetæpperne. Forbud mod anvendelse af disse farver i fx de eksportbaserede værksteder i Iran og fremkomsten af holdbare syntetiske farvestoffer (chromfarver) rettede op på forholdene. Anvendelse af samme farve garn fra forskellige indfarvninger kan give skift i farvenuancerne, såkaldt abrash, ligesom indfarvning med naturfarvestoffer altid vil give farver varierende schatteringer.
Fladvævede orientalske tæpper er ofte udført i kelim, hvor det er skudtrådene, der danner mønstrene, sjældnere i sumak og beslægtede teknikker. De knyttede tæpper fremstilles ved en kombination af knytning og vævning. Små garnknuder bindes rækkevis omkring kædetrådene, og der væves en eller flere skudtråde ind, før næste række knuder bindes. Man skelner grundlæggende mellem de asymmetriske sennehknuder eller persiske knuder (øverst) og de symmetriske ghiordesknuder eller tyrkiske knuder (nederst); de bindes som regel over to kædetråde, men kan også bindes over fire, såkaldte jufti-knuder.
I meget tætknyttede arbejder (af meget fin uld eller silke) kan knudeantallet overstige en million pr. m2; en rutineret knytter kan binde gnsnt. 1000 knuder i timen. Det færdige tæppe afsluttes gerne med binding af frynser (af kædetrådene) og forstærkning af kanterne (i fx baluchtæpper med gedehår). Luven klippes til ensartet højde, og tæppet vaskes, i nyere tid ofte i en opløsning, der bleger farverne mere eller mindre, som regel ganske lidt; denne blegning kan også ske i Solens lys.
Mønstrene udviser en variationsrigdom, der gør de orientalske tæpper eftertragtede over det meste af verden. Grunddisponeringen er ofte et midterfelt, omgivet af en eller flere borter. Med udgangspunkt i selve væve- og knytteteknikken har mange mønstre et geometrisk præg af lodrette, vandrette og skråtliggende linjer, flere helt nonfigurative eller med stærkt stiliserede plante- eller figurelementer; det gælder de fleste nomadetæpper fra bl.a. Centralasien samt tæpper fra Tyrkiet og Kaukasusområdet. I Iran er der siden 1500-t. udviklet en mønstertradition af naturalistiske plante-, blomster- og figurmotiver, der mere knytter sig til billedkunsten end til den anvendte teknik. I bedetæpperne optræder altid en mere eller mindre stiliseret bedeniche (mihrab); andre almindelige motiver er livets træ, botehmønstret, heratimønstret og Shah-Abbas mønstret.
Medaljoner i forskellige udformninger anvendes i tæpper fra næsten alle områder, mens de såkaldte güll’er, mangekantede figurer gentaget i rækker, er karakteristiske for turkmenske tæpper og tekstiler. Nomadetæpper med særlige funktioner har ofte karakteristiske mønstre, fx det korsdelte hatchlou på teltdørsforhæng.
Oprindelig var tæppefremstilling en folkekunst, som havde sine rødder og sin funktion i lokalsamfundet, fx blandt nomaderne. I takt med andre kulturers interesse for tæpperne blev produktionen kommercialiseret og eksportorienteret, hvilket har medført, at folkekunsten er gået til grunde, og nomadearbejde til eget brug er ophørt.
I meget tætknyttede arbejder (af meget fin uld eller silke) kan knudeantallet overstige en million pr. m2; en rutineret knytter kan binde gnsnt. 1000 knuder i timen. Det færdige tæppe afsluttes gerne med binding af frynser (af kædetrådene) og forstærkning af kanterne (i fx baluchtæpper med gedehår). Luven klippes til ensartet højde, og tæppet vaskes, i nyere tid ofte i en opløsning, der bleger farverne mere eller mindre, som regel ganske lidt; denne blegning kan også ske i Solens lys.
Mønstrene udviser en variationsrigdom, der gør de orientalske tæpper eftertragtede over det meste af verden. Grunddisponeringen er ofte et midterfelt, omgivet af en eller flere borter. Med udgangspunkt i selve væve- og knytteteknikken har mange mønstre et geometrisk præg af lodrette, vandrette og skråtliggende linjer, flere helt nonfigurative eller med stærkt stiliserede plante- eller figurelementer; det gælder de fleste nomadetæpper fra bl.a. Centralasien samt tæpper fra Tyrkiet og Kaukasusområdet. I Iran er der siden 1500-t. udviklet en mønstertradition af naturalistiske plante-, blomster- og figurmotiver, der mere knytter sig til billedkunsten end til den anvendte teknik. I bedetæpperne optræder altid en mere eller mindre stiliseret bedeniche (mihrab); andre almindelige motiver er livets træ, botehmønstret, heratimønstret og Shah-Abbas mønstret.
Medaljoner i forskellige udformninger anvendes i tæpper fra næsten alle områder, mens de såkaldte güll’er, mangekantede figurer gentaget i rækker, er karakteristiske for turkmenske tæpper og tekstiler. Nomadetæpper med særlige funktioner har ofte karakteristiske mønstre, fx det korsdelte hatchlou på teltdørsforhæng.
Oprindelig var tæppefremstilling en folkekunst, som havde sine rødder og sin funktion i lokalsamfundet, fx blandt nomaderne. I takt med andre kulturers interesse for tæpperne blev produktionen kommercialiseret og eksportorienteret, hvilket har medført, at folkekunsten er gået til grunde, og nomadearbejde til eget brug er ophørt.
Selskabet for Orientalsk Tæppekunst er en forening for tæppe-interesserede, der i mere end 20 år har arbejdet for at udbrede kendskabet til og forståelsen for tæppekunsten. Ægte tæpper er god og smuk brugskunst, der kan passe ind i alle hjem, og priserne er i dag ofte en brøkdel af, hvad de var tidligere. Ældre og antikke tæpper fortæller også altid en historie om deres tilblivelse og livet hos de nomadefolk og andre tæppeknyttere, der vævede dem for mange år siden.