Arrangementer efteråret 2018

Arrangementer efteråret 2018

Vi lægger ud torsdag 27. september kl. 19.30 hos Zeichner & Wiinstedt, Strandboulevarden 9, 2100 København Ø med en aften om Sydamerikanske tæpper/tekstiler. Kurt Broendum har netop været på en rejse i Peru, Bolivia og Argentina og fortæller om rejsen, sine tæppekøb og tekstilkulturen. Desuden kommer Jan Pelle, Virum, der er samler af både tekstiler og præcolombianske effekter, og fortæller om en snes tæpper, som han har købt gennem tiden (og som nu er i Boris Zeichners eje), og hvor hvert enkelt stykke har sin egen historie. Tæpper og vævninger fra området er særdeles smukke og interessante.

Medlemmerne opfordres til at medbringe tæpper og tekstiler fra området.

Tirsdag 30. oktober samme tid og sted holder vi en aften om dansk gobelinkunst. Anet Brusgaard, der p.t. udstiller sin tekstilkunst i Rundetårn sammen med en række andre gobelin-kunstnere kommer og fortæller.
Dansk Gobelinkunst har 20 års jubilæumsudstilling i Rundetårn og har i den anledning udgivet et smukt katalog, der kan købes på udstillingen. Læs mere her:
http://www.rundetaarn.dk/dansk-gobelinkunst/

Medlemmerne opfordres til at medbringe gobeliner fra egne samlinger.

Tirsdag 20. november samme tid og sted kommer Claes-Göran Swahn og fortæller om baluch-tæpper og viser dele af sin fantastiske samling, som er blevet udbygget siden han senest besøgte tæppeklubben i 2012. Han har senest været til internationalt baluch-træf på Korfu. Se artiklen i det seneste nummer af Carpet Collector 2/2018 siderne 64-67. Se billederne fra Baluch aftenen.

Medlemmerne opfordres til at medbringe baluch-tæpper/tekstiler fra egne samlinger.

Tirsdag d. 11. December klokken 19 (bemærk tidspunktet) hos Boris: Årets julebazar med Boris´hjemmebryggede glühwein og godter. Vi planlægger et nyt tiltag denne aften med en mini-udstilling af tæpper, så udefrakommende gæster og andre interesserede kan få en helt basal indføring i tæppekunsten – uden at det på nogen måde bliver “nørdet”. Aftenen skal også ses som en mulighed for at kapre nye medlemmer til foreningen, så vi vil forsøge at invitere bredt. Alle medlemmer opfordres derfor til at invitere en eller flere gæster med, som måske har interesse for tæpper – uden at de rigtigt har fået gjort noget ved det. Henrik Schleppegrell og Boris Zeichner vil fortælle gæsterne om de forskellige tæppelande og tæppetyper.

Af pladshensyn bliver bazaren i år et stort langbord, hvor medlemmerne kan have deres ting til salg. Nærmere om det praktiske følger.

Claes-Göran Swahn fortæller om Baluch tæpper

Arrangementer forår 2018

Årets generalforsamling, middag og auktion blev holdt den 24. maj 2018. Det blev en hyggelig aften, og mange medlemmer fik et godt køb med hjem fra den private auktion.

En aften med loppefund og persiske antikviteter løb af stablen den 19. april 2018, hvor medlemmerne havde medbragt fine loppefund, både tæpper og andre antikviteter.

22. marts 2018 holdt vi et arrangement om indiske tæpper, efter at Boris Zeichner havde været på tæpperejse til Indien for at se på tæppeproduktionen bl.a. i Kashmir. Han købte flere helsilketæpper med hjem.
Se billederne fra arrangementet og rejsen til Indien her

Første arrangement i 2018 var eftersynet hos Bruun Rasmussen med Hartmanns samling af tæpper samlet siden 60´erne. I den anledning havde vi besøg af vores svenske søsterklubber, hvor vi fik lejlighed til at tale om samarbejde om vores fælles interesse.