Arrangementer

Tæppekunst

Selskabet for Orientalsk Tæppekunst er en forening for alle med interesse for orientalsk tæppe- og textilkunst. Vi har i mere end 20 år arbejdet for at udbrede kendskabet til og forståelsen for tæppekunsten.

Tradition

Ægte tæpper er god og smuk brugskunst, der kan passe ind i alle hjem.

 

For entusiaster er tæpper samleobjekter på lige fod med malerier, porcelæn, møble mv.

 

Ældre og antikke tæpper fortæller altid en historie om deres tilblivelse.

Tæppeforeningens arrangementer

Tæppeforeningen afholder i løbet af året forskellige arrangementer, som vores medlemmer løbende vil blive informeret om.

Arrangementer foråret 2016

 

Tirsdag den 1. marts 2016 kl. 19.30 hos Boris, Strandboulevarden 9, 2100 Ø: Vi ser filmen Grass om Bachtiar-nomaderne og kigger naturligvis også på "aftenens tæppe" mv. Filmen er næsten 100 år gammel og er et mesterværk af sin art med fantastiske scener fra Silkevejen og Bachtiar nomadernes vandring - et "must see"!

 

Torsdag den 31. marts 2016 samme tid og sted: Kursus om knuder, teknik mv. Leif fortæller om og viser grundlæggende teknikker i tæppeknytte (væve) teknikken + "aftenens tæppe".

 

Torsdag den 28. april 20.16 samme tid og sted: Fortsættelse af emnet fra 31. marts om knytteteknik. Leif fortæller mere og medlemmerne opfordres til selv at medbringe tæpper, vi kan kigge på. Også præsentation af "aftenens tæppe".

 

Torsdag den 19. maj 2016 19.00 hos Boris: Årets generalforsamling og medlemmernes "auktion" over indleverede effekter. Dagsorden udsendes til medlemmerne. Tæpper/bøger mv. til auktionen indleveres SENEST den 15. maj 2016 hos Boris. Der serveres mad og vin inden auktionen, og egenbetalingen er i år kr. 100. Husk tilmelding!

Tidligere arrangementer 2016 - 2006:

Tidligere arrangementer i efteråret 2015:

 

3. december holdt vi en julebazar hos Zeichner & Wiinstedt i forretningen, hvor vi over lidt gløg og kager kunne shoppe blandt medlemmernes medbragte antikviteter, tæpper og bøger. Alle, også ikke medlemmer, var velkomne. Se fotos under fotogalleriet.

 

10. november holdt vi en aften om kelims i bred forstand, men med vægt på anatolske. Florek fortalte om kelim-teknikker og oprindelse. Der væves også kelims i en række europæiske lande. Vi så en række eksempler og medlemmerne havde medbragt kelims. Se fotos under fotogalleriet.

 

22. oktober var en aften om det iranske tæppemarked. Karsten fortalte om sin seneste rejse til Iran og viste bl.a. en lille film om nomadernes tæppeproduktion. Herefter fortalte Boris først om sin rejse til Tæppemesse i Tehran herunder besøg hos tæppevaskeri og derefter om sin seneste rejse til en konference i Dubai omhandlende udviklingen af det afghanske tæppemarked. Derblev vist fotos og video fra rejserne.

 

Tidligere arrangementer i foråret 2015:

 

12. maj holdt vi årets generalforsamling med efterfølgende auktion over medlemmernes indleverede tæpper og bøger. Fremadrettet holder vi den årlige auktion i forbindelse med generalforsamlingen og ikke til et julearrangement.

 

23. april havde vi en aften om tæppelitteratur og præsentation af tæpperne på Hallwylska Museet i Stockholm. Vi præsenterede et udvalg af tæppebøger til forskellige emneområder, og medlemmerne kunne bytte bøger.

 

17. marts holdt vi en persisk aften hos et medlem, hvor vi bl.a. så på islamisk kunst som iznik porcelæn, metalarbejder, persisk keramik og lidt tæpper.

 

26. februar var svenskeren Paul M. Grahn på besøg og holdt foredrag om tibetanske tæpper og tekstiler. Han er rejseleder i Kina og Tibet og har været på 25 rejser til Tibet, hvor han har fået et stort kendskab til landets kultur og tæpper.

 

Tidligere arrangementer i efteråret 2014:

25. november 2014 besøgte vi et medlem til en "persisk aften", hvor vi så på islamisk kunst som metalarbejder, iznik porcelæn, keramik mv.

 

11. november 2014 holdt vi en aften hos Zeichner & Wiinstedt om nomadetæppernes symboler ved Karsten Hartmann og vi så en række smukke nomadetæpper. Aftenens tæppe var et Timuri baluch.

 

9. oktober 2014 fortalte Boris Zeichner om tæppemarkedet i New York, som han netop havde besøgt, og viste billeder fra bl.a. tæppesamlingen på Metropolitan museet. Karsten Hartmann fortalte om og viste sine nyerhvervelser fra de senere år bl.a. Shahsavan og Qashqai og fortalte om sine mange oplevelser fra tæppeindkøb i Persien/Iran.

 

14. september: Mød medlemmer af tæppeklubben på Søllerød Loppemarked i Holte stade 49, hvor vi har ryddet lidt ud i samlingerne. Kom og gør et godt køb og få en tæppesnak med medlemmerne af foreningen.

 

9. oktober 19.30 hos Zeichner & Wiinstedt, Strandboulevarden 9: Vi starter med "Mødets Tæppe", hvorefter Boris Zeichner fortæller om sin nylige tæppetur til New York, og Karsten Hartmann fortæller om nyerhvervelser fra de senere år, bl.a. Shahsavan og Qashqai, og fortæller om sine tæppeoplevelser.

 

11. november kl. 19.30 hos Zeichner & Wiinstedt, Strandboulevarden 9: Vi starter med "Mødets Tæppe". Derefter giver Karsten Hartmann et oplæg om nomadetæppernes symboler, blandt andet med udgangspunkt i de antikke Loristan bronzer, som vi ser eksempler på. Medlemmerne opfordres til selv at medbringe nomade-effekter i bred forstand, som vi kan se og diskutere.

 

25. november kl. 19 besøger vi en privat samler, der viser effekter fra sin samling, både tæpper og persisk kunst som metalarbejder, iznik porcelæn, persisk keramik. mv. Nærmere info til medlemmerne. Der er begrænset plads, så arrangementet gentages til januar om nødvendigt.

 

Tidligere arrangementer i foråret 2014:

27. maj holdt vi årets generalforsamling i Frivilligcenter Gentofte med italiensk middag for medlemmerne og efterfølgende auktion over tæpper og tekstiler, som medlemmerne havde medbragt.

 

10. april besøgte vi den kendte tæppehandler Kjeld Ottosen på Strandvejen og hørte om hans mange rejser til Iran for at købe tæpper. Han viste egne videoer bl.a. fra Qashqai-nomadernes vandringer. Bagefter gik vi rundt og kiggede på de mange - flere end 3000 - tæpper i forrretningen både ny værkstedsproduktion og sjældne antikke stykker og fantastiske silketæpper.

 

27. marts holdt vi en marokkansk aften hos Boris Zeichers butik på Strandboulevarden, hvor Stig Andersson, der har rejst og arbejdet i Marokko, fortalte om de marokkanske tæppetraditioner og viste eksempler fra hans samling. Boris Zeichner, der netop havde været på indkøbstur i tæppebasarerne i Marokko, fortalte om markedet i dag og viste sine nyindkøbte tæpper.

 

23. februar besøgte vi auktionshuset Bruun Rasmussen forud for årets første internationale auktion, hvor husets tæppeekspert Hnerik Schleppegrell fortalte om auktionens tæpper og markedet for tæpper i den dyrere ende.

 

Efterårsprogrammet 2013:

Torsdag den 5. december. Årets julearrangement, nærmere følger. AFLYST grundet stormen Bodil.

 

Mandag den 11. november kl. 18.30 - 20 hos Lauritz.com, Dynamovej 11, 2730 Herlev: Eftersyn over særligt udvalgte tæpper til temaauktion.

 

Torsdag den 24. oktober kl. 19.30, Frivilligcenter Gentofte, Smakkegårdsvej 71. Ivan Sønderholm, Jozan Magazine fortæller om BARE, tæppeudstillingen i Berlin i juni samt om Sartirana Textile Show i september, og Boris Zeichner supplerer omkring BARE. Derefter vises en flm om tæppeklubbens legendariske udstilling i Kunsthallen.

 

Søndag den 6. oktober kl. 15-17 besøger vi et medlem privat og ser hans samling af tæpper og tekstiler.

 

Søndag den 15. september kl. 13-15 besøger vi auktionshuset Bruun Rasmussen og ser de 51 tæpper, der udbydes til efterårets tæppeauktion.

 

Forårsprogrammet 2013:

Torsdag den 2. maj kl. 19.30, Frivilligcenter Gentofte, Smakkegårdsvej 71, Gentofte. Årets generalforsamling. Bagefter auktion over medlemmernes tæpper og bøger som ellers skulle have været holdt ved det aflyste julearrangement. Nærmere følger.

 

Søndag den 24. februar kl. 14-16 hos Bruun-Rasmussen i Bredgade, hvor Henrik Schleppegrell fortæller om tendenserne på tæppemarkedet, og viser en række eksempler på typer af tæpper, som han finder særligt interessante ud fra et markedssynspunkt.

 

Tirsdag den 19. februar kl. 19.30 hos Lauritz.com i Herlev, eftersynsaften i anledning af temaauktion over ældre og antikke tæpper.

 

Efterårsprogrammet 2012:

 

Tirsdag den 18. september kl. 19.30 Smakkegårdsvej 71, Gentofte, holder vi ekstraordinær generalforsamling med forslag til nye vedtægter. Ivan Sønderholm fortæller og viser billeder fra Sartirana Textile Show ved Milano.

 

DETTE MØDE ER UDSAT TIL SENERE: Torsdag den 25. oktober kl. 19.30 hos Wiinstedt, Strandboulevarden, kommer chefredaktør Tim Steinert og fortæller om det nye internationale magasin Carpet Collector.

 

Mandag den 12. november kl. 19.30 vil Claes-Göran Swahn fortælle om belutcherne og vise eksempler fra sin samling. Medlemmerne opfordres til at medbringe belutcher til "show and tell" efter pausen.

 

Torsdag den 6. december holder vi årets julemiddag med efterfølgnende auktion. Nærmere invitation følger.

 

Tidligere arrangementer i 2012:

8. maj holdt vi generalforsamling og bagefter viste Stig eksempler fra sin private samling af bl.a. anatolske kelims og fortalte om tæpper og hvordan han havde bygget sin samling op gennem mange års rejser.

 

22. marts kl. 19.30 mødtes vi hos Zeichner/Wiinstedt på Strandboulevarden til en aften om Shahsavan. Martin Melchior gav et oplæg om Shahsavanerne og deres enestående tekstiler. Medlemmerne havde medbragt en række flotte tæpper og tekstiler fra Shahsavan.

 

8. februar besøgte vi tæppevaskeriet i Farum. Her så vi, hvordan ægte tæpper vaskes i landets største virksomhed af sin slags.

 

Tidligere arrangementer i 2011:

Fredag den 9. september kl. 18 - 22 besøgte vi Sharam Bargis store tæppelager i Malmø sammen med vores svenske søsterklub SOMK. Bargi har bl.a. en stor samling af gamle og antikke tæpper. Se fotos fra arrangementet under fotogalleriet.

 

Tirsdag den 11. oktober kl. 19.30 i Wiinstedts tæppeforretning holdt vi en aften om ICOC i Stockholm 2011, som flere af foreningens medlemmer besøgte. Der blev vist fotos fra de unikke udstillinger og fortalt om dem samt om konferencens pre-tur til København og post-tur til Sct. Petersborg. Se de mange fotos fra ICOC i Stockholm under fotogalleriet.

 

Mandag den 24. oktober kl. 18.30 var vi inviteret til en hyggelig aften hos Lauritz.com, Dynamovej 11, Herlev i anledning af en temaauktion over antikke tæpper, som løb fra 25. oktober og til starten af november.

Der var navnlig tale om kaukasiske tæpper, men også en del fine persiske samt nogle anatolske og turkmenske. 40-60 tæpper ialt. Se fotos fra arrangementet under fotogalleriet.

 

Mandag den 7. november 2011 åbnede vi dørene i Wiinstedts forretning, så alle interesserede kunne stifte bekendtskab med foreningens virke. Samtidig holdt vi et "loppemarked", hvor medlemmerne kunne sælge/bytte tæpper og bøger. Se fotos fra arrangementet under fotogalleriet.

 

Torsdag den 8. december 2011 holdt vi årets julearrangement på Havarthigaarden i Holte med den efterfølgende auktion. Se fotos fra julearrangementet under fotogalleriet.

 

Tidligere arrangementer i foråret 2011:

Torsdag den 3. marts hos Galleri Abrash fortalte Björn Gremner fra Antik West , Gøteborg, kendt fra svensk TV´s "Antikrundan" om antikke kinesiske tæpper og tekstiler samt porcelæn. Se fotos fra arrangementet under fotogalleriet.

 

Torsdag 14. april hos Wiinstedt, Strandboulevarden fortsatte Karsten Hartmann-Petersen sin beretning om sydvestpersiske tæpper især qashqai, afshar og khamseh. Viste denne gang også en række billeder fra sine rejser i Iran. Se fotos fra arrangementet under fotogalleriet.

 

Tidligere arrangementer i 2011:

24. januar kl. 19.30 hos Wiinstedt, Strandboulevarden 9: Civilingeniør Karsten Hartmann-Petersen har arbejdet i Iran i flere perioder og besøger fortsat landet jævnligt. Han vil under rubrikken "Da danske ingeniører blev tæppesamlere" fortælle om, hvordan Kampsax´s engagementer i Iran åbnede hans og mange andre danskeres øjne for tæppekunsten. Han har selv interesseret sig specielt for Qashqai´erne, herunder for nomadefolkets situation i dag.

 

Tidligere arrangementer i 2010:

Torsdag den 2. december holdt vi årets julearrangement med middag og auktion på Havarthigaarden i Holte. Se fotos fra arrangementet under "fotogalleri".

 

25. november var vi inviteret til Ahmed Yolals udstilling af kurdiske tæpper og tekstiler på Busses Skole i Gentofte.

 

21. november var vi i Gøteborg og så udstillingen "Skønhed uden grænser" arrangeret af AKREP i samarbejde med Frölunda Kulturhus, en fantastisk samling på et halvt hundrede antikke kaukasiske tæpper i Gøteborg.

 

Tirsdag den 26.oktober: En aften med grundlæggende gennemgang af teknikker, analyse af knuder, farver, materialer, terminologi mv. Et mini-kursus i tæppeteknik, hvor der også var lejlighed for at "dissekere" tæpper.

 

Mandag den 27. september: Som opfølgning på filmen "Grass" fra 1928, så vi se den Oscar nominerede "People of the Wind" fra 1976 med James Mason, som fortæller. Filmen handler om Baktiarerne og viser, hvad der er sket for dette nomadefolk i de 48 år, der er gået. Bagefter så vi på Baktiar-tæpper.

 

Tidligere arrangementer i 2010:

 

25. februar holdt vi en aften om sydvest-persiske tæpper. Vi så David Attenboroughs BBC-program "Woven Gardens" om Qashqaiernes levevid med fokus på deres tæpper. Derefter fortalte Leif Schneiderman om Qashqaiernes historie. Vi så på tæpper fra sydvest-Iran, særligt Qashqai, Khamseh, Afshar og Luri. Se fotos fra Qashqai-aftenen under "fotogalleri".

 

22. marts fortalte Gino Mangione fra den skånske tæppeklub om Hamadan-tæpperne. Et emne med mange facetter. Medlemmerne medbragte mange tæpper og tekstiler fra Hamadan-området. Se billeder fra arrangementet under "fotogalleri".

 

4. maj holdt vi generalforsamling og derefter en aften om Bakhtiar. Vi så dokumentarfilmen "Grass" om Bakhtiarernes vandringer. Denne aften markerede vi også foreningens 25 års jubilæum. Under "bloggen" findes referat og fotos fra generalforsamlingen.

 

Tidligere arrangementer i 2009:

Den 8. december 2009 holdt vi årets julearrangement med efterfølgende auktion over medlemmernes tæpper og bøger. Cirka 40 medlemmerne deltog og under "fotogalleri" kan ses billeder fra arrangementet.

 

Den 23. november 2009 havde vi "kurdisk aften", hvor Martin Melchior fortalte om kurdernes historie og deres tæppekunst. Medlemmerne havde medbragt mange interessante kurdiske tæpper og textiler. Se fotos fra arrangementet under "fotogalleri".

 

Den 22. oktober 2009 fortalte Kerstin Svensson fra den skånske tæppeklub SOMK om anatolske tæpper og sin seneste rejse til Istanbul og byens tæppebutikker. Se billederne fra den anatolske aften under "fotogalleri".

 

Den 15. oktober 2009 besøgte vi Rosenborg Slot og så de danske kroningstæpper, som kun udstilles på slottet én gang om året. Mogens Christoffernes fortalte om de enestående tæpper, som tilhører Kongehuset og under "fotogalleri" kan du se billeder fra Rosenborg og af tæpperne.

 

5. september besøgte vi museet Davids Samling i Kronprinsessegade efter museets ombygning. Den enestestående samling af især islamisk kunst har fået meget mere plads. Davids Samling har en række meget gamle og sjældne tekstiler samt en del tæpper, som ligger på gulvene i udstillingerne. Se billederne fra arrangementet under "fotogalleri".

 

Den 28. april holdt vi en aften i turkmenernes tegn. Søren Neergaard introducerede os til de turkmenske hovedstammer og viste eksempler fra egen samling. Medlemmerne havde også medbragt mange turkmenere, som fyldte godt op i Havarthigaardens store sal. Se billederne under "fotogalleri".

 

21. marts var vi hos Wiinstedt Tæpper på Strandboulevarden, hvor Sonny Berntsson fra Gøteborg fortalte om anatolske tæpper og tekstiler, særligt fra Centralanatolien og Kappadokia. Lasse Randling fortalte om og viste enestående antikke skånske tekstiler fra 1700-1800 tallet. Se billederne under "fotogalleri".

 

12. februar holdt vi baluch-aften på Havarthigaarden. Florek Pradzynski fortalte om baluch og havde medbragt sin brede samling af baluch´er ligesom medlemmerne havde taget mange baluch-genstande med. Se billederne under "fotogalleri".

 

Tidligere arrangementer i 2008:

4. december holdt vi årets julearrangement på Havarthigaarden i Holte med julemiddag og efterfølgende auktion over medlemmernes indleverede tæpper og bøger. Se fotos fra arrangementet og auktionslisten under "bloggen" samt en billedserie under "fotogalleri".

 

28. oktober 2008 holdt vi klubaften på Havarthigaarden i Holte om reparation/restaurering af tæpper og textiler. Hvad kan laves ? Hvad kan betale sig ? Hvilke teknikker bruges ? Henrik Schleppegrell, Søren Nissen og Yonus Caglak øste af deres viden og erfaring om reparation, som er næsten uundgåelig, når man interesserer sig for gamle og antikke tæpper. Se slideshow fra aftenen under "fotogalleri" og en artikel om emnet under "artikler".

 

Den 19. oktober var vi på Svaneholms Slot i Skåne og så udstillingen om antikke anatolske tæpper og kelims, som var sat op i anledning af vor skånske søsterklubs SOMK´s 25 års jubilæum. Vi hørte også Sonny Berntssons foredrag om tæppekunsten i Centralanatolien og Kappadokia i 1700-1800 tallet. Se fotos fra udstillingen under "fotogalleri" og artikler om udstillingen og Sonny Berntsson foredrag under "artikler".

 

Den 25. september holdt et af vores medlemmer et levende og informationsrigt foredrag om sin hovedinteresse indenfor tæppekunsten, de persiske Isfahan-tæpper, der er berømte for deres design og høje kvalitet. Klubbens medlemmer havde medbragt et stort antal persiske værkstedstæpper, også silketæpper.

 

Den 3. april holdt svenskeren Thomas Birath, der har arbejdet for FN UNHCR i fire år i Kaukasus, foredraget "På tæppejagt i Kaukasus". Arrangementet fandt sted på Havarthigaarden i Holte. Under "artikler" findes et referat fra foredraget og under "fotogalleri" et slideshow med Thomas Biraths fotos fra Kaukasus og fra klubaftenen, hvor medlemmerne havde medbragt mange gode kaukasiske tæpper.

 

Den 15. april besøgte vi auktionshuset Bruun Rasmussen i Bredgade, hvor auktionshusets tæppe-ekspert Henrik Schleppegrell fortalte om tæpperne på forårets internationale auktion og om arbejdet med at sammensætte en tæppe-auktion. Under "artikler" findes en artikel fra arrangementet hos Bruun Rasmussen..

 

Den 8 maj holdt vi generalforsamlingen og herefter en tæppequiz, der tog udgangspunkt i vores medlem Ilse´s medvirken i DR´s "Kvit eller dobbelt" om orientalske tæpper. Medlemmernes tæppeviden blev sat på en prøve, da vi så eller genså TV-udsendelsen, hvor medlemmerne skulle besvare spørgsmålene, inden vi hørte Ilses svar. Galleri Abrash havde sørget for at medtage tæpper af samme art, som blev benyttet i udsendelsen, så medlemmerne kunne få "hands on" inden de svarede på spørgsmålene.

 

Medlemmerne opfordres til at sende deres e-mail adresser til ja@taeppeklubben.dk, hvis man ønsker at få klubbens programmer tilsendt pr. email i stedet for almindelig post. Det vil spare foreningen for en del porto. Desuden vil medlemmerne få en mail, når der er andre nyheder fra Selskabet, herunder når foreningens hjemmeside er blevet opdateret med nye fotos og andet indhold.

 

Der sendes nærmere information til medlemmerne om de enkelte arrrangementer.

 

Tidligere arrangementer i 2007:

Mandag den 3. december holdt vi årets julearrangement, der som vanligt var velbesøgt og hvor der efter en dejlig middag blev holdt auktion over medlemmernes indleverede tæpper, bøger mv. Der var i år 54 tæpper til salg og handlen gik livligt. Se et slideshow med fotos fra julearrangementet under "fotogalleri".

 

Torsdag den 8. november 2007 var vi i Kunstindustrimuseet i Bredgade. Det var endelig lykkedes os at få Kunstindustrimuseet til at vise os et udvalg af museets antikke orientalske tæpper. 15 tæpper blev lagt frem i en sal i museet og en af foreningens stiftere Else Krøjgaard fortalte om de enkelte tæpper. Se billeder fra arrangementet under fotogalleriet og en artikel om arrangementet under ”artikler”.

 

Torsdag den 18. oktober 2007 var der klubaften om afghanske tæpper. Den svenske tæppeekspert i Afghanere Jan-Inge Bengtsson holdt foredrag om den afghanske tæppekunst, de seks turkmenske stammer i Afghanistan og balucherne. Han kom ind på de forskellige designtyper, tæppeproduktionen før og nu i Afghanistan og fænomenet "krigstæpper". Jan-Inge Bengtsson medbragte et snes afghanske tæpper og medlemmerne havde også taget et bredt udvalg af afghanere med til denne interessante aften. Se billeder fra aftenen under fotogalleriet og en artikel om emnet under ”artikler”.

 

29. marts holdt vi klubaften med emnet "kelim". En lærerig aften. Arrangementet forløb som en "workshop", hvor Søren Nissen havde lagt 15 kelims af forskellige typer i klublokalerne, hvorefter medlemmerne inddelt i fem hold kiggede på de enkelte kelims og på et skema kom med deres bud på kelim-tæppernes oprindelsesland, type og alder. Holdenes resultater blev så fremlagt og Søren Nissen kom med sine "facit", som der i enkelte tilfælde blev diskussion om: Var det nu et kaukasisk eller et shasavan ? Bagefter viste medlemmerne deres medbragte kelims. Der blev vist en række meget interessante og smukke kelims, bl.a. et par små vestanatolske kelims fra slutningen af det 19. århundrede, et Shirvan fra cirka 1870, et anatolsk fra cirka 1850 og et fra centralanatolien fra før 1850. Medlemmerne havde også medbragt et par kaukasiske saddeltasker i kelim og et par meget smukke gamle persiske kelims fra Afshar og Kasghai.

 

I klubbens fotogalleri kan I se slideshowet>>

 

22. februar holdt vi klubaften med emnet ”vores bedste loppefund”. Trods snevejret fandt cirka 15 medlemmer frem til Hellerup Sognegård med taskerne fulde af sjove og gode loppefund. Der blev ikke bare medbragt tæpper og tekstiler, men også porcelæn og et ægte Matisse-maleri købt for 40 kr. Et fragment, ganske vist, men alligevel… Medlemmerne havde medbragt både tæpper, puder, torbaer og andre fund fra både Afghanistan, Kaukasus, Tyrkiet og Iran – gode, sjove og heldige køb fra loppemarkeder i Storkøbenhavn.

 

I klubbens fotogalleri kan I se slideshowet>>

 

Aftenens 2. del drejede sig om vores hjemmeside, der blev demonstreret på storskærm. Medlemmerne kom med nye ideer til, hvordan vi kan udvikle hjemmesiden og det tænker bestyrelsen over. Jan Andersen modtager gerne artikler og fotos fra medlemmerne, som kan bringes på hjemmesiden. Send dem til adressen ja@taeppeklubben.dk

 

 

30. januar var emnet ”langhårede” tæpper som gabbeh´er. Der blev vist en film fra Iran om nomadelivet i Fars, hvor et Gabbeh-tæppe spillede en særlig rolle. Disse tæppers grundvæv er oftest gedeuld og de karakteriseres i øvrigt dels ved en udstrakt brug af ufarvet uld i hvidt, gråt, brunt eller sort, dels ved, at de farveindslag som forekommer, består af enkelte store blokke af farvede felter i dybrødt, grønt eller orange. Gabbeherne er blevet sammenlignet med moderne abstrakte maleres arbejder.

I Gendje området i Kaukasus laver man tilsvarende tæpper, der hedder Zakatala. I Tyrkiet Tülü og Filiki. Fra Sverige kender vi Rya-tæpperne. Gabbeh-tæpper er ikke det som vores medlemmer samler mest på, men der blev medbragt enkelte eksemplarer, der blev beundret.

 

Tidligere arrangementer i 2006:

7 december: Årets julearrangement var godt besøgt. 40 medlemmer deltog og fik en lækker julebuffet inden vi gik over til ”juleauktionen” over medlemmernes privatejede tæpper, tekstiler og litteratur. Der var i år indleveret hele 55 tæpper og tekstiler og 33 bøger og tidsskrifter, som medlemmerne ønskede at skille sig af med. Der var bl.a. et ret sjældent Senneh saddeldækken, et interessant afghansk bedetæppe, flere pæne belouch´er, poser og bånd, en kaukasisk saltpose og en Fachralo kazak.

Se billeder fra jule-arrangementet under fotogalleriet.

 

25. oktober: Foreningens medlem Mogens Christoffersen holdt et oplæg om fladvævninger,

sumak, blandingsteknikker, saddeltasker,

poser mv. og en række af foreningens medlemmer medbragte fladvævede tæpper og tekstiler,

som der blev kigget på og diskuteret.

 

17. oktober: Klubaften om turkmenske teltbånd og ensier (teltforhæng) med nogle af verdens førende eksperter i turkmenske tekstiler. En international samler viste eksempler fra en af Europas fineste samlinger af antikke turkmenske teltbånd, som blev anvendt i de turkmenske nomaders telte (yurten), hvor de bl.a. var anbragt rundt langs loftet, hvor teltets tag møder siderne. Foreningens mangeårige medlem Søren Neergaard og ekspert i turkmenske tekstiler viste frem af sin samling af turkmenske teltbånd og fortalte om deres historie. Dr. Richard Isaacson fra tekstilmuseet i Washington D.C. holdt foredrag om den turkmenske ensi, det knyttede tæppe, som nomaderne anvendte som "dør" i teltet. Han viste et slideshow, der skal bruges ved den kommende udstilling på museet i Washington om turkmenske teltbånd, hvor en international samler bl.a. bidrager med et antikt teltbånd.

 

19. september: Besøg i ”Tæppemarked”, Strandvejen 63, 2100 København Ø, hvor indehaveren Kjeld Ottosen viste rundt i den historiske forretning og fortalte om udvalgte stykker af de mere end 3000 tæpper.

 

9. maj: Generalforsamling og efterfølgende klubaften med temaet bedetæpper, hvor medlemmerne medbragte mange smukke eksemplarer, både kelims

og knyttede bedetæpper.

 

20. april: Besøg i Galleri Abrash, Gentofte, hvor Søren Nissen var vært for en hyggelig klubaften, hvor der blev kigget på bl.a. de klassiske kaukasiske tæpper.

 

6. marts: Den vidtberejste fotograf mv. Lene Bennike holdt foredrag om ”Ørkenkvindernes tæpper” fra den indiske provins Kutch.

 

8. februar: Den tidligere direktør for Det Danske Institut i Damaskus, nu adjungeret professor ved Københavns Universitet, Peder Demant Mortensen, der sammen med Inge Demant Mortensen har skrevet pragtværket ”The Nomads of Luristan” fortalte om de persiske nomader og ”Luristan fortid og nutid”.

Vi hørte om historien og nomadelivets udvikling

ii det sydvestlige Persien og medlemmerne medbragte nomadetæpper mv. fra området.

 

Interesserede er velkomne som gæster til vores arrangementer. Det koster en halvtredser.

Så kan man se, hvad det er vi laver og måske melde sig ind i foreningen,” siger Søren Nissen,

der kan kontaktes på tlf. 28 10 08 60.

Hvert år til jul holder tæppe-foreningen en hyggelig julemiddag for medlemmerne med en traditionsrig ”auktion”, hvor medlemmerne køber tæpper af hinanden og bøger om tæppekunsten.